Hald Ege Efterskole Viborg

Hald Ege Efterskole ligger smukt op til en gammel egeskov i Hald Ege by med bybus fra Viborg lige til døren. Vi vil gerne bruge naturen omkring os – hvad enten det er en løbe- eller mountainbiketur i skoven, en tur på Hald Sø i vores kanoer eller en grillaften på den nærliggende borgruin.

Vi er ca. 140 elever, og du kommer til at bo på et stort, lyst 3- eller 4 mands værelse. Drenge og piger bor på samme gang. Der er internetforbindelse på alle værelser, og du er meget velkommen til at medbringe en bærbar. Vi har endvidere en TV-stue, en lille men hyggelig biograf samt PS3 og Wii til de store fladskærmsTV på Nytorv.

Vore mange bygninger rummer endvidere en lang række værksteder og faciliteter til både undervisning og fritid, så der er muligheder for at dyrke sin hobby eller arbejde videre med sin linie om aftenen. Man kan f.eks. få kørekort til vores motionsrum, musiklokalet eller det kreative værksted. Herudover er den nye idrætshal altid til rådighed til eleverne om aftenen - enten til træning eller mangfoldige aftenaktiviteter.

Rammerne
Vi forventer selvfølgelig, at du overholder mødetider, aftaler og øvrige praktiske regler på efterskolen. Når over 140 elever skal være sammen alle døgnets 24 timer i 5 – 7 dage om ugen, er det nødvendigt med nogle samværsregler. Det vigtigste er dog, at du indgår positivt i det fællesskab, vi ønsker, der skal være på Hald Ege. Dit personlige engagement og din egen indstilling er helt afgørende for, at du når de mål, du stiller dig for dit efterskoleophold – både hvad angår undervisningen, fritiden, kammeratskabet og de mange fælles oplevelser, du vil få i løbet af året.


Kontakt information

Hjemmeside: Besøg


Hald Ege Efterskole

Videbechs Allé 137
8800 Viborg

Følg os på Facebook